Kan kropssproget fylde for meget?

Jeg er fortaler for bevægelse, når man fremlægger noget foran andre mennesker.

Bevægelse skaber dynamik og engagement, og det er nemt at spejle andres kropssprog og dermed skabe non-verbale alliancer. Så langt, så godt.

Med mig som kommunikationstræner vil du således ofte høre mig sige, at du sagtens kan bevæge dig lidt frem og tilbage på gulvet. Ja, faktisk er det typisk en direkte opfordring fra mig, at bede dig om at bevæge dig mere, end hvad du i forvejen gør.

Men men…

...måske har du prøvet at sidde blandt publikum til et oplæg, et foredrag hvor personen, der taler, har bevæget sig på en måde, som forstyrrer budskabet? Hvor bevægelsen/bevægelserne ender med at blive ”støj på linjen”?

Dette indlæg handler om netop dét – at kropsproget kan have sit eget liv, som er helt ubevidst for dig, indtil du ser dig selv på video, eller indtil en venlig sjæl siger det til dig.

At få styr på sine bevægelser, ikke kun gestiken, men også bevægelsen på scenen, er en stor del af det at blive en bedre speaker.

Problemet ved for megen bevægelse på scenen er, at det kan distrahere publikum, på en sådan måde at man begynder at fokusere på hvor speakeren mon går hen om lidt, frem for at fokusere på speakerens budskab.

Som oplægsholder kan du bevæge dig FOR meget:

  • Løb fra side til side. Hvis du bevæger dig på en måde, så du nærmest løber frem og tilbage fra side til side, kan det hurtigt blive distraherende for publikum og begynde at reducere budskabets power. Føler du somme tider at du bevæger dig lidt rigeligt på scenen? Det kan være pga. nervøsitet, men det kanogså være en energi, der bare MÅ ud.
  • Konstant bevægelse af fødderne, som om man nærmest ikke kan få placeret dem rigtigt, og bliver ved med at steppe rundt og vippe frem og tilbage på fødderne.
  • Gyng-gang– speakeren står hele tiden og skifter vægten fra den ene fod til den anden.
  • Flapper med vingerne. Her er der tale om at speakeren har hørt, at man skal bruge gestik, når man er på. Han har bare ikke lige lært HVORDAN, så han flapper lidt op og ned med armene, uden sammenhæng med resten af budskabet.

Hvis du er så heldig, at du får feedback af én, der påpeger uhensigtsmæssig adfærd, når du er på, så tag godt imod det. Og måske er du også så heldig at du har lejlighed til at se dig selv på video, og selv får øje på det.

Fjern de bevægelser, som påvirker din præsentation negativt, som f.eks. dem ovenfor.

Hvis ikke du har lært HVORDAN du skal bruge dit kropssprog, og er i tvivl om det, så er det lige før det er bedre, bare at lade være.

Et kropssprog, der skaber ”støj på linjen” kan virkelig skade dit budskab – og derfor er du bedre tjent med at sige Klap i, krop! Indtil du får det lært.

Ha´ en dejlig dag.

Lise

Nyhedsbrev

10 gode råd til kropssprog under erhvervspræsentationer

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få 10 gode råd til brug af kropssprog under erhvervspræsentationer