Guide til den bedste præsentation

Lur mig, om ikke du kender til at sidde i forskellige seminarer, kurser og deslige og spotte en formidler, som får dig til at tænke: ”Wauw!”


En formidler, som bare er så inspirerende, spændende, sjov og powerful – bare wauw.


Der findes ikke én bestemt måde at opnå dette på, men der findes retningslinjer, som du kan følge, for at få det bedst mulige ud af din præsentation og dermed komme tættere på ”Wauw”-præsentationen.


Min guide til den bedste præsentation


Hemmeligheden bag at bevæge sig fra almindelig formidler, til fantastisk speaker med stærk gennemslagskraft, er en duo bestående af engagement og inspiration.


Engagement:

Når du stiller dig op og taler til et publikum er det ultimative bedste fif jeg kan give dig:

At vise folk dit engagement.

Lad dem se, hvad du brænder for. Lad dem høre, hvorfor du brænder for det.

Der er ikke noget mere medrivende end at være sammen med mennesker, der brænder for noget.

Du kan f.eks. have forskellige ideer til deltagelse med i din præsentation, om det blot er et enkelt spørgsmål, eller om det er opgaveløsning på gruppeplan er op til dig.

Som mennesker har vi nemmere ved at huske et budskab, hvis vi selv har deltaget på et vist plan.

I øvrigt er dette også et glimrende trick mod at nogle fra publikum keder sig!


Inspiration:

Jeg møder ofte mennesker, der er bange for at bringe sig selv i spil, at fortælle om egne eksempler i sin præsentation.

Det er en udbredt misforståelse, at dit publikum ikke gider at høre på det. Det er netop dét, de vil.

Det er netop dine egne vinkler, historier og perspektiver, som inspirerer andre mennesker. Din personlige historie kan have meget stor indflydelse på præsentationen og publikums oplevelse af den – det eneste det kræver er, at oplevelsen har relevans ift. det emne du taler om. Det giver næsten sig selv.

Hvis du laver den klassiske fejl blot at smide en masse informationer i publikums skød, så falder det til jorden i samme sekund, de rejser sig for at gå, hvis ikke de kan sætte dem i relation til deres eget liv og levned. Og det kan de, når du fortæller om din egen historie, dine egne eksempler, oplevelser eller perspektiver på sagen.

Husk også disse to ting:


1. Vælg historier fra dit eget liv, som har problemstillinger, som flertallet kan identificere sig med. Vælg også fortællinger hvor der er følelser involveret. Din historie må gerne være personlig, men undgå at den bliver for privat. Når det bliver privat eller intimt, kan publikum have problemer med at relatere hertil.


2. Husk altid på duoen ”Engagement og Inspiration”. Er det du fortæller engagerende eller inspirerende for dit publikum? Hvis ikke, så overvej hvor meget af den slags informationsdeling du har brug for. Hvis du er åben for det, kan du godt – med lidt selvindsigt – få øje på, hvornår du går for meget i detaljerne. Hvornår du fortæller om noget, som de andre keder sig ved at høre om. Skær ned på den del og skru op for dine egne eksempler og vis dit engagement – din passion.

 

Rigtig god fornøjelse.


Lise

Nyhedsbrev

10 gode råd til kropssprog under erhvervspræsentationer

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få 10 gode råd til brug af kropssprog under erhvervspræsentationer