3 gode grunde til at du bliver nervøs

Hvis vi ser det hele fra en BIOLOGISK vinkel, så fortæller den ældste del af hjernen dig, at du er i fare, når du står helt alene foran de andre. Den bilder dig ind, at publikum vil angribe dig og fylder derfor din krop med adrenalin, så du er klar til flugt eller kamp. Det er det, du mærker som uro i kroppen.

I dette tilfælde er det værste du kan gøre at spænde op og prøve, med alle fibre i din krop, at dæmpe nerverne. Jo mere du prøver - jo større sandsynlighed for, at du taber. Adrenalinen skal ud, den skal brændes af. Det gør du ikke ved at stå stille, lade være med at trække vejret ordentligt og spænde op. Det gør du ved at trække vejret helt ned i maven, bevæge dig, gestikulere, flytte dig rundt på gulvet. 

Med andre ord skal du GØRE DET MODSATTE AF, HVAD DIN KROP BYDER DIG. Når du føler, at du skal spænde op og kontrollere nerverne, skal du gøre det modsatte: Trække vejret, bevæge dig, brænde adrenalinen af. 

SOCIOLOGISK set har vi alle brug for at være en del af en gruppe. Når du stiller dig op foran andre, stiller du dig udenfor gruppen. Det kan være dét, der spiller dig et puds, når du pludselig finder dig selv "jabbe" din præsentation igennem. Der er noget i dig, der skriger på igen at være en del af gruppen, og hvis du taler hurtigt nok, kommer du hurtigere ned at sidde igen - sammen med gruppen.

Når jeg træner mine kunder i at præsentere med stærk gennemslagskraft og påvirkningskraft, ser jeg også ind imellem, at formidleren ikke blot "jabber", men også springer ting over, som det var meningen, at han/hun ville sige. Ting, som vedkommende har brugt tid på at forberede, men som han/hun nu - i situationen - vurderer til at være ligegyldige og derfor undlader. 

I disse tilfælde er det også den SOCIOLOGISKE vinkel vi skal have fat i. For det der oftest er i spil her, er nemlig ønsket om at være en del af en gruppe og ubehaget ved at træde udenfor gruppen. Derfor vælger formidleren, helt ubevidst, at gøre det så hurtigt som muligt. Nogle gange også med en retorik, der downgrader eget budskab og belæg for at stå der. Det kan f.eks. lyde sådan her: "Nå, det er egentlig lige meget, det her....det springer vi bare lige over" eller "Det jeg vil sige tager ikke ret lang tid, så om x minutter er jeg færdig, og så kan I komme videre". 

Set ud fra et PSYKOLOGISK perspektiv, har du garanteret alt for høje krav til, hvordan man skal fremtone, lyde og virke når man præsenterer.

Samtidig er det sandsynligt, at du har lave forventninger til, hvad du er i stand til som formidler. 

Der er altså et ret stort spring mellem høje krav og lave forventninger, og du får malet dig selv op i et hjørne, hvor det nærmest er umuligt for dig at få succes. I hvert fald målt på din egen scala. Dermed får du bekræftet overfor dig selv, at du ikke dur til at holde oplæg og præsentationer. 

Hvis vi nu forestiller os, at du var i stand til at sænke kravene til, hvordan man er den perfekte formidler og hæve forventningerne til din egen formåen, så ville dine nerver blive meget lettere at håndtere. 

For sandheden er nemlig, at du ikke skal være perfekt som formidler. Du skal ikke kunne alt som formidler. Du skal ikke have styr på alt som formidler. 

Og sandheden er også, at du er meget bedre end du selv går og tror. :-)

Så som du kan se, er der mange ting i spil indeni dig, når du træder ind i formidler-rollen, som det er umuligt at styre. Måske kan en forklaring som denne give dig en a-ha oplevelse, lidt ro og en forståelse for, at du hverken kan eller skal være perfekt, når du præsenterer dit budskab.

Allerbedst ville det være, hvis forklaringen her ville få dig til at slippe tøjlerne lidt, sænke kravene til dig selv og acceptere at nerverne kommer, og at de også er med til at gøre dig endnu skarpere. 

Vi kan ikke få nerverne til at forsvinde. Vi kan derimod lære at håndtere dem på en måde, så andre ikke kan se, at vi er nervøse, og så du også selv begynder at slappe mere af - selvom du er nervøs.